Gå til indhold

Aftale om patientansvarlig læge på plads

Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet har i samarbejde med flere faglige organisationer og patientforeninger indgået aftale om en national model for patientansvarlige læger. Det skal øge patienternes tryghed og kvaliteten i behandlingen i det danske sygehusvæsen.

Patienter i det danske sygehusvæsen må ikke være i tvivl om, hvem der er ansvarlig for deres behandlingsforløb, og hvem de skal opsøge, hvis de savner viden om deres situation eller sygdom.

Alle patienter skal derfor have en særlig patientansvarlig læge, der tager ansvar og skaber en oplevelse af sammenhæng, tryghed og kontinuitet i behandlingen.

Det løfte gav regeringen i sit regeringsgrundlag, og Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner er nu i samarbejde med en række faglige organisationer og patientforeninger blevet enige om en aftale for, hvordan patientansvarlige læger skal udbredes, og hvordan lægerne og resten af sygehusvæsnet overordnet skal arbejde med den nye rolle.

Patientansvarlig læge til alle patienter
Regeringen og Danske Regioner blev i aftalen om regionernes økonomi for 2017 enige om at indføre patientansvarlige læger – på sigt til alle patientgrupper i sundhedssystemet. I oplægget til Kræftplan IV har regeringen også lanceret en målsætning om, at mindst 90 pct. af alle kræftpatienter skal opleve at have en patientansvarlig læge i 2020.

Især for patienter med langstrakte og komplicerede forløb skal den patientansvarlige læge minimere svigt og forglemmelser i overgange mellem afdelinger, sygehuse og sektorer.

Patienternes ønske imødekommes
- Alt for mange patienter oplever i dag, at der mangler overblik og koordination, når de bevæger sig rundt i det danske sygehusvæsen. Det skal vi gøre noget ved. Med aftalen om den patientansvarlige læge baner vi vejen for en ny kultur og organisering på sygehusene, som skaber større tryghed for patienterne. Vi skal sikre, at der altid er én person, som har styr på, og ansvar for, hvad det næste skridt i et behandlingsforløb er, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

- En læge, som tager ansvar for patientens forløb og inddrager patienten, er blandt de største ønsker hos patienterne, og det sørger vi nu for. Arbejdet begyndte sidste år med planen for ’Borgernes Sundhedsvæsen’, og patienterne skal være trygge ved, at én læge både har overblik over behandlingsforløbet og har det overordnede medicinske ansvar. Det er den helt rigtige vej at gå, når vi skal indstille sundhedsvæsenet mere på patienternes præmisser, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

LÆS MERE:

FAKTA:  Flere principper bag aftale

Modellen om den patientansvarlige læge hviler på flere principper. Blandt andet:

  • Den patientansvarlige læge er ikke altid behandlende læge, men ansvarlig for at patientens behandlingsplan følges, og at der sker fremskridt.
  • Der er ikke tale om en vagtordning, hvor den patientansvarlige læge skal være tilgængelig 24/7
  • Den patientansvarlige læge koordinerer patientforløbet i tæt samarbejde med andre relevante faggrupper.
  • Den overordnede model kan tilpasses lokalt mellem de enkelte specialer og afdelinger inden for rammerne af den nationale model.

FAKTA: Den videre proces

Aftalen om en national model for patientansvarlige læger er udformet i samarbejde med Overlægeforeningen, Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse.

Den praktiske udformning af modellen afventer nu evalueringerne af over 20 pilotprojekter med patientansvarlige læger ude i regionerne, der allerede er sat i gang, og som løber frem til slutningen af i år.

På baggrund af evalueringerne udgiver Danske Regioner i starten af 2017 en hvidbog, som indeholder en definition og beskrivelse af konceptet for patientansvarlige læger.

Regeringen og parterne genbekræfter dernæst aftalen, og regioner og faglige organisationer vil så – sammen med patientforeningerne – tage afsæt i hvidbogen for at kunne rulle den nationale model for patientansvarlige læger ud til patienterne fra 2017.

Regeringen vil desuden søge Folketingets opbakning til at afvikle den nuværende kontaktpersonordning, der blev indført i 2009.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Bent Hansen,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand Socialdemokratiet Region Midtjylland
T 78 41 00 10
M 40 31 37 07
E bent.hansen@rr.rm.dk
Kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere

KL og Danske Regioner: Et sundhedsvæsen i forandring kræver tæt samarbejde

Et stærkt samarbejde er afgørende, når den største sundhedsreform i næsten 20 år skal gøres til virkelighed. Danske Regioner og KL kommer nu med seks pejlemærker, der skal danne grundlag for arbejdet med at implementere reformen. Begge organisationer efterlyser først og fremmest en hurtig afklaring med staten, når det kommer til opgavesnit og økonomi.

Læs mere

12 arbejdspladser går nu forrest: Sådan kæmper de for en bedre kønsbalance

Partnerskabet omkring det kønsopdelte arbejdsmarked præsenterer nu en ny rapport, der gennem 12 konkrete eksempler viser vejen til at opnå en bedre kønsbalance.

Læs mere

50 millioner kroner til projekter der skal styrke arbejdsmiljøet i regioner og kommuner

Syv projekter har fået del i første runde af puljen for et bedre arbejdsmiljø i regioner og kommuner. Der er i alt afsat 216 millioner kroner over de næste par år.

Læs mere

Kræftplan tegner godt - men bør følges op med både penge og forebyggelse

Kræftområdet har gennemgået en markant udvikling i Danmark, og i dag står vi stærkt. Vi kan dog ikke læne os tilbage. Vi skal fortsætte den gode udvikling og stræbe efter endnu bedre kvalitet, mere helhedsorienterede indsatser og længere  overlevelse. Derfor har Sundhedsstyrelsen netop offentliggjort sit faglige oplæg til kræftplan V, og det indeholder gode muligheder for at løfte et allerede stærkt kræftområde, mener Danske Regioner.

Læs mere